Har du problemer med at amme? Måske har din baby et stramt tungebånd

Stramt tungebånd er en forvirrende diagnose. Det er den bl.a., fordi der blandt lægefaglige eksperter er uenighed om, hvorvidt klipning er den rette løsning eller om det ikke gør en forskel eller i værste tilfælde bare gør problemerne værre. Hvad er tegnene på et stramt tungebånd, hvordan påvirker det amningen og hvad er den rigtige løsning? Få svarene her.

Ømme brystvorter. Gråd og hjerteskærende skrig fra din baby. En vægtkurve, der står stille eller begynder at falde. Og en følelse af, at noget bare ikke helt er, som det skal være.

Det kan være nogle af tegnene på, at du og din baby har ammeproblemer.

Det er først og fremmest vigtigt at huske på, at amning kan være svært. Mange glemmer, at både mor og baby skal lære den helt rigtige individuelle teknik, der fungerer.


Den største del af læringskurven ligger dog hos baby, og det er bl.a. derfor, at du kan opleve ammeproblemer, selv, hvis du allerede er mor og er garvet ammer, der aldrig har oplevet problemer før.

Det er helt normalt. Børn er forskellige og kan have forskellige udfordringer. Mange oplever udfordringer med amning af den ene eller den anden slags, og de fleste ammeproblemer kan fikses med kyndig vejledning.

Men der er også tilfælde, hvor amningen bare aldrig rigtig kommer op at køre, og det kan skyldes mere alvorlige og dybereliggende årsager.

En af de årsager er et stramt tungebånd.



Hvad er stramt tungebånd?

Stramt tungebånd – eller kort tungebånd, som det også kaldes – er en tilstand, hvor tungebåndet ikke er elastisk nok, og det forhindrer tungen i at bevæge sig frit.

Du kan se tungebåndet, når du løfter tungen op mod ganen. Det er det lille bånd, en slags bindevæv, der sidder under tungen, og sørger for, at tungen sidder fast i bunden af munden.

Der er forskellige grader stramhed i tungebåndet, og ret stor forskel på, hvor store problemer lidelsen har med sig.

  1. Der kan være et lille split på spidsen af tungen, som indikerer, at båndet trækker nedad.

  2. Tungen kan bølge eller former sig i en slags hjerteform, når baby prøver at trække tungen frem.

  3. Ganen kan være meget hvælvet.

  4. Ved gråd løfter barnet ikke tungen op mod ganen, i stedet er det siderne, som løftes.

Symptomer på stramt tungebånd:

Stramt læbebånd: Baby kan have svært ved at løfte overlæben og danne vacuum omkring brystvorten. Hos større børn kan et stramt læbebånd give mellemrum mellem tænderne.


Hjerteformet tunge: Dette sker, fordi baby ikke kan føre tungen op i ganen eller ud af munden.


Ammeproblemer: Oplever du klikken, at din baby suger luft ind, at der siver mælk ud af munden, og får I sår, betændelse på brystet eller suttevabler, så kan det skyldes et stramt tungebånd.


Vacuum-problemer: Oplever du, at din baby kun ammer i kort tid, bliver urolig, ked af det eller falder i søvn ved brystet, så kan det være tegn på, at din baby har svært ved at danne vacuum. Det kan skyldes et stramt tungebånd.


Refluks og kolik: Din baby kan have problemer med refluks pga. luftindtag. Dette hænger ofte sammen med ammeproblemer og problemer med at danne vacuum.


Taleproblemer: Hos større børn, der begynder at snakke, kan et stramt tungebånd give taleproblemer, og viser sig fx ved læspen eller ved, at barnet har svært at udtale bestemte konsonanter.

Hvorfor er det et stramt tungebånd et problem?

Et stramt tungebånd hæmmer tungens bevægelighed, og det er et stort problem for baby.

Det kræver nemlig utrolig meget teknik og fri bevægelighed i tungen, for at folde tungen på en måde, der kan skabe det helt rigtige vakuum, det kræves for at sutte mælken ud af mors bryster eller en flaske.

Kan babys tunge ikke bevæge sig som den skal, og kan baby ikke gribe fat i brystet kan konsekvensen være, at din baby ikke får nok mad og næring eller at det udvikler svamp i munden.

Det kan også forårsage en lang række maveproblemer.

Læs mere om dem her: Derfor får din baby forstoppelse – og sådan kan det behandles og: Skraldespandsdiagnosen kolik.

Hvordan behandler man et stramt tungebånd?

Der findes flere måder at behandle et stramt tungebånd på.

1: Ammevejledning

Det kan ikke understreges nok – den rette vejledning kan afhjælpe rigtig mange ammeproblemer. Selv, hvis dit barn har et kort eller stramt tungebånd, er det ikke ensbetydende med, at et indgreb er nødvendigt – en god ammevejleder kan sagtens være behjælpelig med at finde en løsning på problemet.

2: Osteopati

Som osteopat behandler jeg rigtig mange babyer, der har svært ved at få ordentligt fat på brystet.

I nogle tilfælde er der vitterligt tale om et stramt tungebånd. I andre tilfælde kan det være spændinger andre steder i kroppen som skal løsning, fx gennem kranio sakral-terapi, for at løsne op i vævet omkring tungen.

Jeg kan ikke vurdere et stramt tungebånd ud fra et billede, for det kan faktisk være svært at spotte med det blotte øje. I stedet benytter jeg mig af tests, hvor jeg mærker efter på babys tunge og i munden. Derefter sammenholder jeg de fysiske undersøgelser med de oplevelser I har som forældre, samt de symptomer, som baby viser.

Der er to måder, hvorpå tungebåndet kan være stramt. Det kan enten være stramt i sig selv eller det kan være stramt i bindevævet omkring tungebåndet. Det kan også sagtens være både og.

Behandling i bindevævet omkring tungebåndet kan være med til at løsne tungebåndet og hindre behovet for at gøre brug af et operativt indgreb, som et klip er.

Er tungebåndet stramt i sig selv, kan behandling ikke løsne det. I de tilfælde vil der være behov for at få foretaget et klip for at komme problemet til livs.

Jeg arbejder tæt sammen med øre-næse-hals-læger, når jeg vurderer, hvilken behandling, der er nødvendig.

Læs mere om mine behandlinger her.

3: Klip af tungebåndet

Den tredje behandlingsmulighed er klip af selve tunge- eller læbebåndet.

Klip af tungebåndet kan lyde meget alvorligt. Reelt er der tale om et lille klip i tunge- eller lægebåndet.

Klip af tungebåndet er ikke altid en hurtig og nem løsning, men kan være en effektiv behandling, hvis det er nødvendigt. Det er dog vigtigt at huske, at et klip er et indgreb, og at der er risici forbundet med alle typer indgreb.

I udlandet fx Holland og Tyskland, er der deciderede specialister, der behandler stramme tungebånd, og foretager indgreb, der ligger dybt i munden. Det gør man på nuværende tidspunkt ikke i Danmark, da man mener, at der er for lidt viden om indgrebenes virkning til at man vil foretage dybdegående indgreb.

I Danmark falder behandlingen derfor under øre-næse-halslægens domæne.

Stramt tungebånd er en forvirrende diagnose

Stramt tungebånd er en forvirrende diagnose, med mange meninger for og imod. Det skyldes bl.a., at lægeverdenens viden omkring stramme tungebånd stadigvæk er ret begrænset, fordi der er ikke særlig meget forskning på området.


Det har ført til flere diskussioner i lægefaglige miljøer:


Er det et modefænomen?

Eksempelvis er der blandt fagfolk meget delte meninger om, hvorvidt klip har en effekt på tungen.


Samtidig behandles et stigende antal børn i den vestlige verden for et stramt tungebånd. Det har fået flere til at betegne diagnosen som lidt af et moderne fænomen, og man diskuterer om det i virkeligheden er at skyde spurve med kanoner, når man foretager denne type indgreb.


Manglende definition

En anden faktor, der gør, at stramt tungebånd er en omdiskuteret diagnose er, at der hvert år er 4 - 11 % af danske babyer, der får lidelsen diagnosticeret.


Det store udsving i tallene skyldes, at der ikke er entydig definition af lidelsen blandt fagfolk.


Tvivl om, hvorvidt det hjælper

I 2015 blev der 2.929 gange udført en frenotomi, som er navnet på den operation, der udføres på det stramme tungebånd. Det tal var steget til 5.986 i 2019 og størstedelen af fretonomierne blev udført på spædbørn.


Der er ingen videnskabelig forklaring på det voksende antal indgreb, og i Danmarks nationale retningslinjer for diagnosticering og behandling taler eksperterne om deres bekymringer for overbehandling.


Derfor anbefaler de evt. ammevejledning eller anden behandling, inden operative indgreb overvejes, da der ganske enkelt ikke er nok studier på området, og derfor en svag evidens for effekten af indgrebet.

Læs også: Hvad er en skraldespandsdiagnose.

Hvad gør du som forældre?

Så mange meninger. Så mange råd. Hvis du føler dig i tvivl eller er utryg omkring, hvad du skal gøre for at hjælpe dit barn, så forstår jeg dig til fulde.


Når en diagnose er så omdiskuteret som stramt tungebånd, så er det hamrende svært at finde rundt i, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad der er personlige holdninger eller evidensbaseret kvalificeret viden.


Det vigtigste og bedste du kan gøre som forældre, er derfor at lytte til fagpersonerne.


Som moderne forældre er der et virvar af hjemmesider, fora, blogs og debatsider, hvor I kan sparre med hinanden om alt fra valg af barnevogn til feberlindrende tricks.


Det kan derfor være fristende at lytte til andre forældres gode historier om klipning af stramme tungebånd, men det er en problematisk tilgang, bl.a. fordi debatten om stramme tungebånd hurtigt kan blive sort/hvid, og stramme tungebånd er en kæmpe gråzone.


De gode historier om stramme tungebånd er der heldigvis mange af, men der mangler også de fortællinger, hvor løsningen med at klippe gjorde situationen værre. De er vigtige, fordi I som forældre skal kunne tage et oplyst valg - og det kræver et bredt perspektiv og transparens omkring fordele og ulemper, gode og dårlige resultater.


Det er nemlig vigtigt at huske, at tungebåndet har en funktion i kroppen. Derfor er klipning af stramme tungebånd en kirurgisk opgave - og kirurgiske indgreb kan ikke ændres igen. Det er lavet om på livstid og det giver altid arvæv - i den ene eller anden grad, og det arvæv forsvinder ikke.


Så selvom klipning virker som et lille hurtigt snuptag, så har det konsekvenser, og på lige fod med alle andre typer indgreb bør klipning af et stramt tungebånd kun foretages, når det er baseret på en individuel vurdering af dit barn.


Der er ingen facitliste, og der er ingen garantier for, at klipning virker. Faktisk kan det forværre situationen i nogle tilfælde.


Derfor er det vigtigt at tale med fagpersoner. For selvom der er uenighed indenfor lægeverdenen, så har vi som fagpersoner den faglige ballast og brede nødvendige erfaring fra at have set mange cases, til at foretage den rette individuelle vurdering for dit barn - uanset om den er for eller imod klipning.


Jeg går ind for samarbejde på tværs af alle faggrupper og det betyder også, at jeg skal lytte til en læges råd, uanset om det er at klippe eller ej.


Jeg er ikke uddannet kirurg. Min opgave som osteopat er at vurdere, om I som forældre bør se en øre-næse-hals læge eller om I måske i virkeligheden ville få mere ud af at se en ammevejleder, eller om babys problemer stammer fra fastlåsninger, som jeg behandle.


Læs mere om CorrectMyBabys behandling af stramt tungebånd her.


38 visninger0 kommentarer