Kvinder overses i forskning: Derfor kan det potentielt være livsfarligt

I årevis er kvinder blevet valgt fra i forskningsforsøg i alt fra bilsikkerhed til medicin. I stedet har man brugt mandekroppen som standard, bl.a. fordi kvindekroppens hormoner besværliggør test og undersøgelser – og den beslutning kan potentielt være livsfarlig.


”Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus” er et udtryk, der oftest bruges som en kærlig forklaring på de forskelle, der er mellem de to køn. Men måske er det et udtryk, der rammer mere rigtigt end tidligere antaget.

Kvinder udgør halvdelen af verdens befolkning. Alligevel er det blevet mere og mere tydeligt indenfor de seneste par år, at vi lever i en verden, hvor definitionen af et standard-menneske, som mange aspekter af vores samfund er bygget op efter, er baseret på mandekroppen.

Der er ingen grund til at tro, at det er af ond vilje. Mange af de strukturer, der kan findes i en moderne kultur og samfund er formet gennem århundreder, og er opstået i en anden tid, hvor vores viden om kønnene var mere begrænset.

Det undskylder dog ikke, at det alligevel først er inden for de seneste par år, at der er kommet fokus på den store uligevægt, der er i måden vi forsker, udvikler og indretter samfundet på, og hvordan det især påvirker kvinder negativt.

Effekterne kan mærkes helt fra de små og lettere irriterende ting i hverdagen, såsom højden på et køkkenskab, der er indrettet efter mænds gennemsnitshøjde og derfor gør det sværere for kvinder, der ofte er lavere, at nå den øverste hylde. Selv mobiltelefoners størrelse er dikteret af mandehænder. Det samme gælder klaverer og værktøj, som er så tungt og svært at holde om for kvinder, at det kan give overbelastningsskader og smerter i arme og hænder.


Desværre kan det i særdeleshed også mærkes i de store og vigtige områder. Fx har det vist sig, at kvinder langt oftere end mænd er i livsfare ved biluheld. Fx er der 47% større chance for, at en kvinde kommer alvorligt til skade i uheldet, og 17% højere risiko for, at hun bliver dræbt. Hvorfor? Fordi sikkerhedstest og bildesign er indrettet til mandekroppen.


Den skævvredne repræsentation er særlig alvorlig, når det kommer til sygdom og sundhedsområdet. Her er kvinder nemlig voldsomt underrepræsenterede.

Nu tænker du måske, at vi jo behandler kvinder på lige fod med mænd, så hvad er problemet? Men det er netop sagens kerne. Forskning har nemlig vist, at kvinders og mænds kroppe ikke kun er forskellige i udseende og funktion. De er forskellige helt ned på celleniveau.

Ikke alene har det betydning i forhold til diagnosticering, medicinering og behandling, det kan potentielt være et spørgsmål om liv og død.


Mandekroppen er standarden, kvindekroppen er en afviger

Hvorfor reagerer kvinder generelt stærkere på vacciner end mænd? Hvorfor er der så mange unge kvinder, der lever med smerter i hverdagen? Hvorfor har hver fjerde danske kvinde en hormonforstyrrende sygdom, der påvirker vægt, fertilitet og meget andet?

Hvorfor er kvinder overrepræsenteret statistikkerne over mennesker, der lider af autoimmune sygdomme? Hvorfor bliver mange kvinder med ADHD først diagnosticeret sent i livet? Hvordan ser symptomerne ud på kvinder med hjerte-kar-sygdomme?

Nogle af de her spørgsmål har vi svarene på. Andre har vi som minimum en eller anden ide om en sammenhæng på. Men mange af dem kender vi ikke svaret på til fulde – vi har ganske enkelt ikke evidensen, fordi vi ikke har forsket i det.

Det kan jo undre, når kvinder udgør omtrent 50% af klodens befolkning, og vi gennem de sidste mange hundrede år har gjort det ene medicinske fremskridt efter det andet, at der så er de her sorte huller, når det kommer til data, viden og evidens om kvindekroppen.

I sin bog ”Usynlige kvinder” kalder forfatteren Caroline Criado Perez det for et kønsdata-tomrum. Gennem data viser hun, hvordan samfundet er indrettet efter mænd på tværs af parametre, og hvordan det både forvrænger vores viden om den verden vi lever i, og hvordan det samtidig er med til at forstærke den negative spiral af manglende viden.

Jeg kan klart anbefale bogen, den er sindssyg spændende læsning (men pas på, dens rå fakta om ulighed kan også få blodet til at koge).

Caroline Criado Perez viser bl.a., hvordan tanken om manden som standard-menneske stammer helt tilbage fra det gamle Grækenland, hvor filosoffen Aristoteles kaldte kvinder for en ”skamferet mandekrop”, som var vendt på vrangen med vores æggestokke i stedet for testikler og vores livmoder i stedet for en pung.

At forskningen sidenhen har vist, at vi faktisk alle sammen starter livet som det kvindelige køn, vender denne oldtidsbetragtning ret meget på hovedet.


Det kan du læse lidt mere om lige her: 5 facts om kvindekroppen.


Kvinders smerter tages ikke alvorligt og det er farligt

Vi betragter selvfølgelig ikke kvinder som skamferede mænd i dag, men ideen om mandekroppen som det ideal kvindekroppen afviger fra, påvirker stadig moderne medicin.

Fx bruges billeder af mandekroppen langt oftere til at vise en ”neutral” kropsdel, og i kliniske forsøg, hvor der kun er blevet testet på mænd, bliver resultaterne præsenteret som gældende for begge køn, selvom man ved, at der er markante forskelle på kønnene, når det kommer til depressions- og alkohols effekt på kroppen.

At bruge mandekroppen som idealet for kvinder er problematisk på flere områder;

1: Flere studier peger på, at kvinder overmedicineres, fordi doseringen er beregnet til mænd og ikke til kvinder.

Fx er det oftere kvinder, der melder tilbage om bivirkninger efter vaccine, ligesom de oftere har en stærkere reaktion. Man ved ikke, hvorfor, men mener, at det kan skyldes, at kvinder har et mere aggressivt immunforsvar end mænd, fordi vi skal kunne bære børn.


Alligevel får mange kvinder at vide, at den oplevede bivirkning kunne være et tilfælde. Hvis bivirkningen er specifik for kvindekønnet, fx en uregelmæssig menstruation som følge af medicineringen, så er det ikke et symptom, der tages særlig alvorligt.

2: Symptomer på livstruende sygdomme, som både mænd og kvinder kan fejle, overses af læger og fagfolk, fordi kvinders symptomer ikke nødvendigvis viser sig på samme måde som hos mænd.

Fx udviser kun 1 ud af 8 kvinder de samme ”klassiske” symptomer på hjerteanfald som mænd gør, såsom smerter og strålinger ud i venstre arm og brystsmerter. Kvinder udviser faktisk langt flere og diffuse symptomer såsom mavesmerter, uregelmæssig hjertebanken og smerter eller ubehag i kæbe, nakke, arme eller mellem skulderbladene. Ofte tilskrives smerterne stress eller fejldiagnosticeres, fordi man ikke er opmærksom på kvinders symptomer.

3: Manglende viden om kvindekroppen forstærker bias – fx kan ideen om, at det er et livsvilkår for kvinder at have ondt, gøre, at man som læge bagatelliserer sygdomme og ikke foretager de korrekte og nødvendige tests, der fx kan påvise alvorlig sygdom.

Som osteopat og fysioterapeut møder jeg ofte mennesker i min klinik, der af den ene eller anden grund er blevet opgivet af det klassiske sundhedsvæsen.

Måske har de fået en skraldespandsdiagnose, såsom kronisk træthed, kroniske smerter, fibromyalgi, IBS, kronisk hovedpine osv. Måske har de blot fået besked på at tage smertestillende eller tabe sig nogle kilo.

Ofte er en stor del af patienterne i denne gruppe kvinder, og det er måske ikke så underligt, for ud af de 8% af befolkningen, der rammes af autoimmune sygdomme, udgør kvinder hele 80%. Hvorfor det er sådan ved man ikke, men det skønnes igen at være kvinders stærke immunforsvar, der simpelthen angriber kroppen.

Uanset, hvad årsagen eller lidelsen er, så er det i vores moderne samfund en dybt utilfredsstillende måde at behandle mennesker på, når det tydeligt påvirker deres livskvalitet i en afgørende grad.


Læs også: Hvad er en skraldespandsdiagnose?


Kvindekroppen er for besværlig at forske i

Selvom manglende forskning i kvinders kroppe er kommet meget i fokus inden for de seneste par år, så har lægeverdenen og forskningen kendt til problemet i årtier.

Faktisk er der beviser for, at kvinder bliver valgt aktivt fra som testpersoner i forsøg. Årsagen skal findes i deres cyklus, og skiftende hormonniveau. Det besværliggør nemlig forskningen, fordi skiftende hormonelle niveauer kan give varierende forskningsresultater.

Bliver kvinder brugt i forsøg, foregår det derfor som regel i den tidlige fase af cyklussen, hvor hormonniveauet er lavest og derfor vil ligne mandens niveau mest. Selv hunmus fravælges i testforsøg på grund af deres hormoner.

Der er endda fagfolk, der åbent argumenterer for, at der biologisk ikke er en signifikant forskel på mænd og kvinders kroppe – selvom forskning klart viser, at det er der. Der er endda nogle forskere, der mener, at det er ressourcespild og at der på nuværende tidspunkt alligevel mangler så meget data om kvindekroppen, at det ikke giver mening at begynde at indsamle det!

Det er et kæmpe problem, for det kan ikke nytte noget, at der for det første udvikles medicin, der primært er rettet mod mænd, dernæst at der udvikles medicin, der måske kun er sikkert for kvinder at tage i en bestemt periode af deres cyklus – for ja, ifølge bogen ”Usynlige kvinder” viser test også, at medicin kan være decideret livsfarlig for kvinder at tage alt afhængig af deres cyklus.


Læs mere om, hvad jeg kan gøre for dig her.




Manglende ligestilling gør problemet værre

Problemet forstærkes af manglende diversitet. Fx har der de seneste år været fokus på de strukturelle problemer, der er med ligestillingen indenfor en bred kategori af brancher. Det samme gør sig gældende indenfor forskning, hvor der er flere udfordringer.

Der er forskningsprojekter, som nedlægges, fordi der i de indledende faser ikke viser sig at være nogen effekt på de testede celler. Forsøg har dog vist, at der i flere tilfælde er markant forskel på, hvordan kvindelige og mandlige celler reagerer på vira. Det efterlader spørgsmålet om, hvor mange behandlinger kvinder går glip af, fordi der ikke har kunnet påvises nogen effekt på cellerne, fordi det udelukkende var mandlige celler, der blev testet på?

Dernæst er det et problem, at der mangler kvindelige forskere – kvindelige forskere kommer med andre perspektiver, og det har både en positiv effekt på emnerne, der forskes i, og i præparaterne, der udvikles.

Derudover er der også behov for ligestilling og diversitet på investeringsområdet, så velviljen til at yde økonomisk støtte til forskningsprojekter kvindekroppen kan vokse.

I november 2021 fortalte det danske medie Zetland, om Sara Naseri, der efter syv års medicinstudier på Aarhus Universitet var blevet tilknyttet som forsker i kvindesygdomme på universitetshospitalet på Stanford University i Californien.

Sara Naseri havde en sej ide. Hun ville udvikle et bind, der kunne indsamle menstruationsblod til diagnostisk brug. Overlægen på den gynækologiske afdeling var vild med Sara Naseris projekt. Der var grønt lys. Lige indtil Sara Naseri mødte professoren, der ledede laboratoriet, som hun skulle teste i. Han sagde nej. Han ville nemlig ikke have Sara Naseris blodprøver, der bestod af menstruationsblod, ind i sit laboratorium.

Når professorer på et af verdens førende hospitalsuniversiteter på et af verdens mest innovative uddannelsesinstitutioner på planeten ikke vil forske i kvindesygdomme, så er der lang vej.

Den næste forhindring er viljen til at investere. Og i en verden, hvor mænd oftest er investorer, og derudover ofte investerer i ting, som andre mænd har lavet, så er det svært at finde midlerne til at udvikle spændende produkter, som kvindelige forsker eller iværksætter med kvindesundhed som område har udviklet.

Svaret er flere kvindelige forskere, flere kvindelige iværksættere med kvindeproblematikker som fokus, en markant øgning af forskning i kvindekroppen, kvindesygdomme, graviditet mm, og investorer, der kan se den seriøse markedsmæssige værdi i at støtte produkter, der er udviklet til kvinder.

Bliv klogere på den vilde kvindekrop her: Det sker der med kvindekroppen før, under og efter en vaginal fødsel


Det handler om din egen sundhed

Jeg skriver ikke dette blogpost som et surt opstød om mænd, jeg bebrejder ikke mænd og skyder heller ikke skylden på mænd. Det er et opråb for ærlighed i forskning. At det bliver synliggjort, hvem og hvad der er forsket på.


At det tydeligt fremgår af data, hvis studiet kun er udført testet på hanmus og mænd, og at det ikke præsenteres som generelt gældende. For de retningslinjer og evidensbaserede råd, gælder udelukkende for mænd - hvis der kun er blevet testet på mænd!

Jeg skriver det, fordi data viser, at der er en alvorlig uligevægt og manglende vilje til at prioritere kvinders helbred, og at det har en lang række alvorlige effekter på alle aspekter af kvinders liv.

I bedste fald er det en irriterende del af hverdagen. I værste fald kan det være fatalt.

Som osteopat og fysioterapeut med speciale i kvindekroppen ser jeg hver eneste dag kvinder, der lider af smerter, der har en alvorlig indvirkning på deres livskvalitet. Jeg ser kvinder, der er blevet opgivet af sundhedsvæsenet, og måske har fået en mærkat på, der mest af alt er en skraldespandsdiagnose. I de tilfælde anerkendes kvindens smerte i det mindste, men jeg ser også masser af kvinder i min klinik, der ikke tages seriøst af sundhedsvæsenet og ikke bliver lyttet til, når de gang på gang fortæller om deres problemer.

Som fagperson og som kvinde finder jeg det dybt utilfredsstillende, at kvinder er fravalgt i forskningen, og at vi er parate til at afskære halvdelen af jordens befolkning fra kvalificeret medicinsk behandling, fordi de ikke lige passer med den vedtagne standard.

Der er små ændringer at spore i udviklingen, men det går langsomt, og imens vi venter, bliver en masse kvinder tabt på vejen. De bliver efterladt med kroniske smerter, med råd, der ikke er tilpasset deres individuelle situation og ofte med undertonen af, at det nok er psykisk, for kvinder bliver jo til tider lidt hysteriske, oversensitive, og har tendens til at være hypokondere.

Hvad, der er endnu værre er, at alt imens man fratager kvinder muligheden for at få velfunderet og evidensbaseret behandling, fordi man ganske enkelt ikke gider forske i dem, så udskammer man dem for at ty til alternativer, der i højere grad er båret frem af veldokumenteret erfaring.

Alene i Danmark hersker der en kamp mellem evidens og erfaring, hvor forskningen og de alternative behandlere står på hver sin modpol og tillægger den ene del mere værdi end den anden. Det er aldrig et spørgsmål om enten eller. Det er et spørgsmål om både og. Det er ikke er ikke et spørgsmål om “skal du have medicin eller skal du have tilskud og behandling”. Nej, det er et spørgsmål om, at en bestemt behandling fx kan gøre, at den ene kun behøver mindre medicin, den anden helt kan undvære og den tredje blot får forhøjet sin livskvalitet.

Vi kan ikke arbejde fyldestgørende uden, at vi finder en balance mellem evidens og erfaring. Der er behov for forskning og evidensbaserede studier, og de skal bakkes op af dokumenteret erfaring og virkning og vice versa.

Erfaring er grundlaget for evidens og evidens er grundlaget for, at vi bliver klogere på ting som medicin, operationer og sikkerhedsudstyr. Det er den gode gamle ying og yang mellem praktik og teori.

Men så længe man ikke vil udforske teorierne, kan man ikke tillade sig at kritisere praktikken.

Jeg håber, at vi snart får øjnene op for det enorme uudforskede potentiale, der er i at forske i kvinders kroppe. Imens vil jeg fortsat hjælpe alle de kvinder jeg kan ud fra evidens og erfaring og alle de mænd, der ikke passer ind i standarden heller.


Læs mere om, hvad jeg kan gøre for dig her.



16 visninger0 kommentarer